Purhus Svømmeklub blev stiftet d. 8 april 1976, og fejrede 40 års jubilæum i 2016. Svømmeklubben har altid brugt svømmehallen på Blicherskolen i Spentrup - først i Purhus kommune, og siden 2007 i Randers kommune.
Oprindeligt skulle svømmehallen have været en gymnastiksal. Derfor er bassinlængden i det 140 m2 store bassin også kun 20 meter langt. Et normalt bassin er 25 meter langt, og derfor har klubben ikke kunne afholde officielle stævner med hold fra andre klubber.
Klubbens konkurrencesvømmere har dog altid kunne deltage i stævner rundt om i Danmark, og til tider også i udlandet. Vores svømmere har nydt godt af at have trænet flere vendinger end de andre hold, grundet størrelsen på vores bassin.
I begyndelsen var det skolens lærere, som underviste. Senere ansatte svømmeklubben selv sine instruktører og hjælpere, i daglig tale kaldet føl. Ofte har både instruktørere og hjælpere selv taget deres første svømmetag i klubben.
Spentrup svømmeklub har i mange år afholdt et hyggeligt stævne for egne børnesvømmere og ligeledes et Søstjernecup, tidligere kaldet Purhusmesterskab, for konkurrencesvømmerne.
I de senere år har der ikke været konkurrencesvømmere i Spentrup Svømmeklub, men det håber den nuværende bestyrelse at kunne ændre på snarest muligt.
Vi har altid brug for en hjælpende hånd, både til store og små opgaver. Har du en time eller 2 til overs om måneden, og gerne vil hjælpe den lokale svømmeklub? Så tøv ikke med at kontakte os på info@spentrupsk.dk